Yoga

Dorthe

Dorthe

Dorthe

Instruktør Yoga

Mit navn er Dorthe Mørk,

Jeg er 56 år gammel og har i den grad mærket i mit eget liv og på min egen krop, hvad yoga og meditation kan gøre for os mennesker. Mit første møde med yoga ligger mere end 25 år tilbage.

De sidste 20 år har jeg, sammen med mine tre børn, rejst og boet i Mexico. Jeg har arbejdet med grafisk design, sund kost og kulturformidling. Udover en daglig yoga- og meditationspraksis har jeg deltaget i en lang række yoga- og meditationstimer og retreats. Igennem de senere år har min personlige lærer været Maria Deza som oprindeligt er fra Argentina, men nu bosat i Mexico.

I februar 2019 gennemførte jeg en 200 timers yoga uddannelse på Yandara Yoga School i Baja California, Mexico. Yandara er en af de største yogaskoler i verden. Grundlagt af Craig og Christopher Perkins fra
Canada.

Dette månedsophold blev en rejse ind i mig selv, ind og mærke derinde hvor det virkelig gør ondt, men hvor også al forløsning ligger gemt – vi har selv svarene på livets mening – ofte kan vi bare slet ikke få øje på
dem i al den støj og meningsløs gøren, som vi omgiver os med. Det er her roen og stilheden i den blide yoga, åndedrættet og meditationen kan hjælpe.

Mit ønske er især at afmystificere yoga og meditation – gøre op med myterne om, at yoga kræver en særlig fleksibilitet og at meditation kun er for folk klædt i hvidt eller orange, samt at begge dele kræver en
særlig spirituel vækkelse eller åndelig forståelse.

Yoga er for alle og for hele mennesket, både krop og sind. Yoga er en indstilling til livet og ikke mindst til dig selv. En accept, blid overbærenhed og ømhed. Vi er ofte vore egne værste kritikkere, men i yogaen kan vi forsøge at ramme den rette vejrtrækning, finde roen, slippe tanker og bekymringer og bare være til stede, imens vi styrker og strækker alle dele af kroppen.